I foråret 2012 kom den første WWOOF´er til Stensbæk og i løbet af årene har vi haft unge hjælpere fra Australien, Argentina, Chile, USA, Danmark, Tyskland, Spanien, Bosnien og mange, mange flere lande.
De unge har alle været åbne og interesserede i Stensbæk og alt hvad der sker her. De har været til stor hjælp og samtidig et frisk pust fra den store verden. Vi har fået mange positive oplevelser; også med speciel mad, musik og spændende samtaler.
Men hvad er en WWOOF´er?
Det startede i 1971 i England da Sue Coppard fandt på at skabe mulighed for at folk fra byerne kunne komme ud på landet og give et aktivt bidrag til den økologiske bevægelse. Det første navn var Working Weekends on Organic Farms. Danmark kom med i bevægelsen i 1985 og i dag kaldes det World Wide Opportunities on Organic Farms. Værtsfamilierne er gårde og andet, som er involveret i økologisk produktion i bred forstand.